Planers tilvejebringelse og ophævelse i Plandata.dk

Kommunerne kundgør planer ved at indberette og offentliggøre dem i Plandata.dk.

1. Indledning

Denne vejledning gennemgår en plans (eller tillægs) "livsforløb" fra status "kladde til forslag" til "aflyst", samt hvilke muligheder der er for at foretage fejlrettelser og ændringer til planen i de forskellige status.

Kommuneplaner, kommuneplantillæg og lokalplaner mv. skal indberettes i Plandata.dk.

1.1. Det juridiske grundlag

Jævnfør Bekendtgørelse af lov om planlægning § 54 b, stk. 4 og Bekendtgørelse om det digitale planregister Plandata.dk § 4, gælder det, at kommuneplaner, kommuneplantillæg og lokalplaner først er gældende, når planen er offentliggjort i Plandata.dk.

På Plandata.dk skelnes der mellem indberetningsfladen og de retlige dokumenter som planmyndigheden uploader til Plandata.dk. Jævnfør §1, stk. 3 i Bekendtgørelse om det digitale planregister Plandata.dk, har kommunalbestyrelsen ansvaret for rettidig og korrekt indberetning, registrering og kontrol af oplysninger om planer med videre, der er tilvejebragt eller opretholdt efter reglerne i planloven. Dette medfører at der skelnes mellem at foretage en fejlrettelse af de registrerede oplysninger på indberetningsfladen eller om der oprettes en ny version af planen i forbindelse med at ny planlægning forårsager ændringer i en indberettet plan (eksempelvis ved en delvis aflysning).

 

2. En plans ”livsforløb” i Plandata.dk

2.1. Oversigt

Figur 1 viser en plans (eller -tillægs) tilvejebringelse og ophævelse. En ny plan vil altid først blive oprettet som en ”Kladde til forslag”, hvorefter den kan offentliggøres som ”Forslag”. På samme måde er det efterfølgende muligt at forberede en ”Kladde til vedtagelse”, der senere kan offentliggøres som ”Vedtaget”. Endeligt kan planen aflyses, når den eventuelt erstattes af en ny plan eller kommunalbestyrelsen vedtager, at den ikke længere skal være gældende, og planen vil nu være i status ”Aflyst”.

Figur 1. Oversigt over en plans (eller -tillægs) tilvejebringelse og ophævelse fra "kladde til forslag" til "aflyst".

I de følgende afsnit beskrives, hvornår det er muligt at fejlrette og lave ændringer til en plan fra status ”Kladde til forslag” til ”Aflyst”

2.2. Kladde til forslag

Indberetningen af en plan starter ved status ”Kladde til forslag”. Kladden er kun synlig for kommunen og tillader en løbende indberetning af planen, da det er muligt at gemme inden at alle obligatoriske felter er udfyldt. Dette gøres ved at trykke ”Gem og luk kladde” (se Figur 2).

Først når alle obligatoriske felter er udfyldt, bliver det muligt at trykke ”Indberet forslag” (se Figur 2). Ét af de obligatoriske felter er dato for høringsperioden. Se mere om planlovens bestemmelser om høringsperiode i planlovens kapitel 6 samt tilhørende vejledninger.

Efter at kommunen har sikret at indberetningen er i overensstemmelse med plandokumentet samt at det korrekte plandokument er uploadet, kan forslaget sendes i offentlig høring. Dette gøres ved at trykke ”Indberet forslag”, hvorefter forslaget bliver offentliggjort. 

 Figur 2. Det er muligt løbende at indberette bestemmelser i kladden indtil dagen for høringsstart, hvor forslaget skal sendes i offentlig høring. 

2.3. Forslag

En plan er i status ”Forslag” under høringsperioden. Først når høringsperioden starter, er forslaget tilgængeligt for offentligheden og de obligatoriske- og valgfrie høringsparter vil få tilsendt en email om planens offentliggørelse.

Det er muligt at forlænge høringsperioden indtil dagen, hvor høringen udløber. Dette gøres som vist på Figur 3. For at forlænge høringsperioden er det obligatorisk at uploade et plandokument. Forslagsdatoen og høringsstart forbliver den samme mens slutdatoen for høringsperioden ændres.

 

Figur 3. Det er muligt at forlænge høringsperioden indtil dagen, hvor høringen udløber. 
 

Såfremt et planforslags høringsperioden er udløbet, men skal i fornyet høring, så kan det gøres ud fra det oprindeligt indberettede planforslag.

2.4 Fornyet høring

Det er muligt at sende en plan i fornyet høring. Denne funktion bruges, hvis der er tale om at lave væsentlige ændringer i forslaget, som skal godkendes politisk. Forslagsdatoen samt høringsperiodens startdato og slutdato skal dermed ændres. Det er desuden obligatorisk at uploade et nyt plandokument.

En ”Kladde til fornyet høring” oprettes ved at fremsøge lokalplanen på forsiden af Plandata.dk og åbne lokalplanen ved at klikke ”Vis plan” Figur 4A. Bemærk at søgningen skal filtreres til at vise ”Lokalplan” og ”Forslag”. Nederst på overblikssiden for den valgte lokalplan, er det muligt at klikke ”Kladde til fornyet høring”, Figur 5A.

Figur 4. Lokalplaner i forslag fremsøges på forsiden af indberetningssiden i Plandata.dk
 

Figur 5. Knappen til fornyet høring findes i bunden af planforlagets overbliksside efter høringsperioden er afsluttet. 

BEMÆRK

En ”Kladde til fornyet høring” kan ikke oprettes, hvis der findes en aktuel kladde til vedtagelse.

Når man har trykket ”Kladde til fornyet høring”, vil planen fremgå som ”Kladde til forslag” når man skal fremsøge den fra forsiden i Plandata.dk. 

2.4.1. Trin 1: Stamdata

I trin 1 fremgår det gamle forslags planid, plannummer, plannavn og geografi. Det tidligere uploadede plandokument fremgår ikke, og der skal derfor uploades et nyt, Figur 2, A.

Figur 6. Indbertningsflowet i Plandata.dk. Obligatoriske felter er markeret med en rød stjerne *. PlanID, plannummer, plannavn og geografi er gemt det tidligere forslag.

2.4.2. Trin 2-4

Hvis der er afvigelser fra det originale planforslag i disse trin, skal disse indberettes i henhold til vejledningen til indberetning af lokalplaner i Plandata.dk.

2.4.3. Trin 5: Datoer og Parter

Før lokalplanen kan sendes i fornyet høring, skal den nye forslagsdato samt den nye startdato og slutdato for høringsperioden angives, Figur 14, A. Det er desuden muligt at tilføje en supplerende meddelelse til høringsmeddelelsen der udsendes, hvor man fx kan orientere høringsparterne om, hvorfor planen sendes i fornyet høring, og hvad der er ændret, Figur 14, B.

Figur 7. I trin 5 skal forslagsdato samt startdato og slutdato for høringsperioden angives. Det er muligt at tilføje en supplerende tekst til hørings meddelelsen.

2.4.4. Trin 6: Opsummering og offentliggørelse

Lokalplanen kan indberettes som forslag, når alle obligatoriske felter er udfyldt. Dette gøres ved at klikke ”Indberet forslag” nederst på Trin 6, Figur 4, A.

Figur 8. Forslaget offentliggøres ved at klikke "Indberet forslag".

Det nye lokalplansforslag er nu offentliggjort og sendt i fornyet offentlig høring til landsdækkende (obligatoriske) og kommunale (valgfrie) høringsparter. Desuden sendes en e-mail med en kvittering for offentliggørelsen til den mailadresse, som er registreret til brugerens MitID.

Før planen (eller -tillægget) kan sendes i fornyet høring, skal den nye forslagsdato samt den nye startdato og slutdato for høringsperioden angives, samt uploades et nyt plandokument. Det er desuden muligt at tilføje en supplerende meddelelse til høringsmeddelelsen der udsendes, som f.eks. kan orientere høringsparterne om, hvorfor planen sendes i fornyet høring, og hvad der er ændret. 

2.5. Kladde til vedtaget

Efter at høringsperioden er slut, kan planen tilrettes og gøres klar til vedtagelse. Dette gøres i ”Kladde til vedtagelse”. Her er det muligt at ændre i de registrerede oplysninger (under hensyntagen til planlovens krav om at større ændringer mellem forslag og vedtagelse kan udløse behov for ny høring). Kladden er kun synlig for kommunen og tillader en løbende opdatering af planen, da det er muligt at gemme inden at alle obligatoriske felter er udfyldt. Dette gøres ved at trykke ”Gem og luk kladde” (se Figur 6).

I ”Kladde til vedtaget” er det obligatorisk at uploade et nyt plandokument til planen, hvilket blandt andet gør det muligt at ændre forsiden på plandokumentet. Derudover er det obligatorisk at angive en vedtagelses- og ikrafttrædelsesdato. 

  • Vedtagelsesdatoen er den dato, hvor kommunalbestyrelsen har vedtaget planen. Det er obligatorisk at indberette vedtagelsesdatoen. Vedtagelsesdatoen skal være før dags dato og efter høringsperiodens udløb.
  • Ikrafttrædelsesdatoen er den dato, hvor planen offentliggøres og således er juridisk gældende. Hvis ikrafttrædelsesdatoen ikke udfyldes, sættes den af systemet til dags dato. Ikrafttrædelsesdatoen kan ikke være før dags dato. Planen skal træde i kraft senest 8 uger efter vedtagelsesdatoen.

Det er til enhver tid muligt at slette en ”Kladde til vedtaget”. Dette gøres enten på oversigten over alle planer i status kladde, som tilgås på hovedsiden eller nederst på overblikssiden over kladden.

Når kladden til vedtaget er færdiggjort, og det er kontrolleret at registreringerne er i overensstemmelse med plandokumentet samt at det korrekte plandokument er uploadet, og den kan indberettes som en vedtaget plan (se Figur 6). 

Figur 9. Det er muligt at lave ændringer i indberetningen indtil dagen for ikrafttrædelse. 


2.6. Vedtaget

En plan er i status ”Vedtaget”, når kommunalbestyrelsen har vedtaget planen. På dagen for ikrafttrædelse sendes en høringsmeddelelse til høringsparter, og først her er planen tilgængelig for offentligheden og har retsvirkning.

2.6.1. Rediger en vedtaget plan

Der er to muligheder, som gør det muligt at redigere indberetningen af en vedtaget plan, der er trådt i kraft (se Figur 7).

 

Figur 10. En vedtaget plan kan redigeres ved enten via "Fejlret" eller "Ændre". 

Fejlret

Funktionen fejlret bruges hvis de registrerede bestemmelser ikke stemmer overens med plandokumentet. Bemærk at fejlrettelse sker med tilbagevirkende kraft.

Som udgangspunkt er det ikke muligt at foretage en fejlrettelse af det offentliggjorte plandokument (PDF) til en vedtaget plan. Per 15. juni 2017 blev det obligatorisk at offentliggøre planer gennem Plandata.dk, og der gælder forskellige regler for fejlrettelse af plandokument før og efter denne dato:

  • Planer med ikrafttrædelsesdato før 15. juni 2017: Det er muligt at uploade et det korrekte plandokument ved at rette henvendelse til Plandata.dk supporten. Det er planmyndigheden, som afgør om der er grundlag for at udsende en supplerende meddelelse.
  • Planer med ikrafttrædelsesdato efter 15. juni 2017: Hvis planmyndigheden finder, at det uploadede plandokument har fejl og derfor ikke stemmer overens med det plandokument der er vedtaget af kommunalbestyrelsen, er det muligt at uploade det korrekte plandokument. Plandokumentet udskiftes ved at rette henvendelse til Plandata.dk supporten, som samtidigt udsender en supplerende meddelelse, der oplyser høringsparter i Plandata.dk om det korrigerede plandokument.

Kommunen er selv ansvarlig for at sikre at andre parter har det korrekte plandokument (herunder eksempelvis link til dokumentet i Plandata.dk) og at klagemuligheden er intakt. Kommunen er endvidere ansvarlig for at vurdere om korrektionen af plandokumentet er omfattet af en genvedtagelse i kommunalbestyrelsen.

Ændre

Ændringer foretages hvis ny planlægning forårsager ændringer i den indberettede plan, eksempelvis ved en delvis aflysning. Ved en ”Ændring” skal planmyndigheden angive en ny gyldighedsdato for planen samt uploade det vedtaget plandokument. Herefter bliver der oprettet en ny version af planen.

Se mere om at lave en ny version af en plan i vejledningen til delvis aflysning af lokalplaner.

2.7. Aflysning

Når kommunalbestyrelsen har vedtaget, at en plan skal aflyses, kan den aflyses i Plandata.dk ved at klikke på ”Aflys plan” (se Figur 8), som findes nederst på overblikssiden over planen. Dette åbner for en dialogboks, hvor der skal angives en aflysningsdato, som skal være mellem
ikrafttrædelsesdatoen og dags dato. Planen bliver nu offentliggjort som en aflyst plan, og de markerede høringsparter får tilsendt en e-mail om planens statusskift.

Figur 11. Aflys en plan nederst på planens overbliksside.
 

Et forslag til en plan aflyses ikke, men bortfalder, da den aldrig har været vedtaget. Et forslag til en plan kan aflyses i Plandata.dk ved at klikke på ”bortfald plan” (se Figur 9), som findes nederst på overblikssiden over planen.

 Figur 12. Bortfald et forslag til en plan nederst på forslagets overbliksside. 

3. Underkendelse af planer fra Planklagenævnet

Når Planklagenævnet træffer afgørelse omkring underkendelse af planer, registrerer vi disse som "Aflyst - Tilbagetrukket". Dette gøres for at skabe den rigtig historik og gennemsigtighed for borgerne.

For at kunne eksekvere en tilbagetrækning skal vi bruge følgende fra kommunen: 

  1. Nyt Plandokument hvor Planklagenævnets afgørelse fremgår på forsiden
  2. Dato for ophævelsen 

Disse informationer vedhæfter vi så til den tilbagetrukket plan. 

Vi anbefaler kommunen udsender en supplerende meddelelse for at informere om planens ophævelse. 

Plandokument med Planklagenævnets afgørelse og dato for ophævelsen skal sendes til supporten på: support.plandata@plst.dk.

Kontakt

Support til brug af Plandata.dk

Du kan kontakte supporten på alle hverdage mellem kl. 9.00-11.30 og igen 12.00-14.30.

Telefon: 7080 9039 

E-mail: support.plandata@plst.dk

Revisionshistorik

Versionsnummer Dato Beskrivelse af ændringer
1.1.2

03-06-2024

Tilføjelse af indholdsfortegnelse.
1.1.1

27-01-2022

Korrekturrettelser i forbindelse med overførsel til HTML.
1.1.0 18-02-2019 Rettelse af afsnit 2.5.1 med tilføjelse af muligheder for fejlrettelse af plandokument.
1.0.0 31-01-2019 Første version.