Lovgivning om Plandata.dk
Den relevante lovgivning om Plansystemet er Planloven samt tilhørende bekendtgørelse.
Med planlovsændringen som trådte i kraft d. 15. juni 2017, er der kommet nye krav til kommunernes indberetning til plansystemet. Vigtigheden af en korrekt indberetning understreges af, at en plan - ifølge planlovsændringen - ikke er gældende før den er indberettet i systemet.
Den 15. juni 2018 trådte bekendtgørelse om det digitale planregister Plandata.dk i kraft. Bekendtgørelsen specificerer hvilke planer, afgørelser mv. der skal indberettes til Plandata.dk og hvad registreringen skal indeholde. Kommunerne skal som del af registreringen vedlægge den plan som kommunalbestyrelsen har godkendt. Planen skal vedlægges som pdf-fil. Hvis der på et senere tidspunkt skulle opstå tvivl om hvad der gælder for et jordstykke, er det fortsat pdf-filen som gælder.
Se også: Planloven på Retsinformation.
Se også: Bekendtgørelse om Plandata.dk på Retsinformation.
Hvad er nyt ved plansystemet?
Plandata.dk er bygget på det tidligere PlansystemDK. I forhold til datamodellen PlanDK2 er de største ændringer i PlanDK2+ følgende:
- at flere plantemaer skal indberettes til Plandata.dk. Det gælder:
- landzonetilladelser
- byggefelter.
- at det bliver obligatorisk at indberette planbestemmelser (anvendelsesbestemmelser og/eller bebyggelsesregulerende bestemmelser), hvis de er fastsat i planen.
- at alle planbestemmelser skal knyttes til et digitalt, geografisk objekt, som viser det geografiske område, som de gælder for. Det kan være geografien for hele planområdet, for delområdet eller for byggefeltet. Det betyder:
- at eventuelle delområder og byggefelter i lokalplaner skal indberettes, og at planbestemmelser skal indberettes for hvert delområde og byggefelt, hvis dette er fastsat i planen.
- at planbestemmelser, som gælder på tværs af flere delområder, registreres.
- at listen over ”specifikke anvendelseskategorier” udvides, og at det bliver muligt at angive flere specifikke anvendelser per område / delområde.
- at planbestemmelser skal indberettes per ”specifik anvendelseskategori”, hvis dette er fastsat i planen.