Hvad er status for de arealer, som indgik i dialog i efteråret 2023?
Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Energistyrelsen og Miljøstyrelsen har i samarbejde med landets kommuner og VE-branchen, identificeret 32 potentielle arealer til energiparker rundt om i Danmark. Det er arealer, der er indmeldt af kommuner og virksomheder. Arealerne er screenet ud fra en række nationale interesser, VE-potentiale og mulighed for indpasning i det overordnede elnet inden udgangen af 2030. Der blev desuden gennemført en offentlig høring i efteråret 2023. Der pågår nu en proces i tæt dialog med kommunerne, hvor en række af arealerne vil kunne udpeges til energiparker, hvis de er egnede, og der er kommunal opbakning. Pt. afklares det, hvilke arealer som er egnede som energiparker og har kommunalbestyrelsens opbakning.
De energiparker, som vurderes egnede og har kommunalbestyrelsens opbakning, forventes at blive udpeget gennem bekendtgørelser med hjemmel i den lov om statsligt udpegede energiparker.
Udstedelse af bekendtgørelser vil tidligst kunne ske efter ikrafttrædelsen af lov om statsligt udpegede energiparker d. 1. juli 2024. Det er forventningen, at de første energiparker kan udpeges ultimo 2024.
Hvad er processen for de arealer, som indgår i dialog i foråret 2024?
Som en del af regeringens udspil blev der i november 2023 åbnet for indmelding af yderligere arealer til potentielle energiparker. Indmeldingsrunden havde frist den 4. december 2023, og i alt er 83 arealer blevet indmeldt. Arealerne indgår i en screeningsproces hos de relevante myndigheder, ligesom der pågår kommune- og opstillerdialog om relevante arealer. Dialogen skal undersøge potentialer og udfordringer forbundet med etablering af vedvarende energi på de identificerede arealer. Dialogen om de 83 arealer forventes afsluttet i efteråret 2024.
Hvornår er der nye indmeldingsrunder?
Der forventes at blive åbnet for yderligere indmelding af arealer til potentielle energiparker ultimo 2024 samt i 2025.