Plan- og Landdistriktsstyrelsen igangsætter miljø- og habitatkonsekvensvurdering af fem testpladser til 450 m høje prototypevindmøller i forbindelse med Østerild Testcenter

Aftalekredsen bag den politiske aftale om gode rammevilkår for test af vindmøller har på et møde den 1. februar 2024 besluttet, at der skal igangsættes en miljø- og habitatkonsekvensvurdering af en potentiel tilpasning og udvidelse af det eksisterende Østerild Testcenter i Thisted Kommune. Miljø- og habitatkonsekvensvurderingen skal undersøge muligheden for at udvide testcenteret med tre nye testpladser nord for det eksisterende center og tilpasning af de to nordligste nuværende testpladser med op til 450 m høje vindmøller. Det vil betyde, at Østerild Testcenter samlet ville kunne rumme 12 testpladser, heraf syv sydlige møller med den nuværende højde på op til 330 meter (den sydligste kun 250 meter) og fem nordlige møller på op til 450 meters højde.

Aftalekredsens beslutning kommer efter, at indledende og efterfølgende målrettede screeninger af i alt otte potentielt egnede områder har vist, at der reelt kun er to mulige placeringer af testpladser for vindmøller på op til 450 meters højde: Enten seks testpladser i et område ved Skærbæk tæt på Vadehavet i Tønder Kommune (A.1), som er indgået i tidligere målrettede screeninger, eller fem testpladser i tilknytning til og nord for det eksisterende Østerild Testcenter (I.2).

I december 2023 besluttede aftalekredsen således, at Plan- og Landdistriktsstyrelsen skulle gennemføre en supplerende målrettet screening af området i tilknytning til og nord for Østerild Testcenter (I.2).

Hovedresultater af de målrettede screeninger af område A.1 ved Skærbæk og I.2 ved Østerild

Område A.1 indebærer en placering af seks høje møller inden for et Natura 2000-område (fuglebeskyttelse), som også er Ramsar-område (vådområde) og forventeligt direktivbeskyttede arter (bilag IV-arter) samt tæt på et Natura 2000-område (habitatbeskyttelse). I område A.1 pågår der desuden projekter om udtagning af lavbundsjorder.

Område I.2 indebærer en placering af fem høje møller delvis inde i et Natura 2000-område (habitatbeskyttelse), tæt på et Natura 2000-område (fuglebeskyttelse), og placeringen kan endvidere påvirke landskabsfredninger i området. Testpladserne og målemaster kan placeres i sikkerhedsafstand på minimum 450 m fra en eksisterende kirke og kirkegård, som umiddelbart fortsat vil kunne anvendes til gudstjenester og kirkelige handlinger.

Placeringen af høje møller i område A.1 og område I.2 vil indebære behov for nedlæggelse af boliger som følger:

  • En placering af seks høje møller i område A.1 ved Skærbæk forventes at ville medføre nedlæggelse af mellem 12 og 28 boliger som følge af gældende regler om støj- og afstandskrav.
  • En placering af fem høje møller i område I.2 nord for Østerild Testcenter forventes at medføre nedlæggelse af omkring 35 boliger samt Frøstruplejren med tilladelse til op til 60 bygninger til helårsbeboelse som følge af gældende regler om støj- og afstandskrav.

Aftalepartierne er den 1. februar 2024 blevet enige om, at der skal arbejdes for, at beboelserne i Frøstruplejren kan fortsætte. Aftalekredsen er enige om at muliggøre dette ved, at støjkravene for lejrens område i givet fald sidestilles med de gældende støjkrav for spredt bebyggelse i det åbne land. Det betyder, at beboelsen i Frøstruplejren vil blive sidestillet med boliger i området omkring Frøstruplejren, som heller ikke forventes nedlagt. Se herom By-, Land- og Kirkeministeriets pressemeddelelse (link nedenfor).

Folketinget har endvidere den 1. februar 2024 vedtaget en ændring af testcenterloven, som i særlige tilfælde kan give beboerne af boliger, som ellers ville skulle nedlægges, mulighed for at blive boende på baggrund af en dispensation fra de gældende støj- og afstandskrav, hvis beboerne ønsker det. Der er tale om et tilbud til de berørte nuværende beboere, som kun vil blive aktuelt, hvis beboerne ønsker det.

En nærmere gennemgang af resultaterne af den målrettede screening af de to områder kan læses her.

Læs By-, Land- og Kirkeministeriets pressemeddelelse af 1. februar 2024 her

Hvad sker der nu?

Aftalekredsen har besluttet, at der skal igangsættes en miljø- og habitatkonsekvensvurdering af en potentiel tilpasning og udvidelse af Østerild Testcenter med muligheden for en udvidelse af det eksisterende Østerild Testcenter med tre nye testpladser nord for det eksisterende center og tilpasning af to eksisterende testpladser.

Direkte berørte ejere af boliger og sommerhuse m.v. vil blive orienteret via e-boks og vil blive inviteret til et orienteringsmøde den 22. februar 2024.

Plan- og Landdistriktsstyrelsen gennemfører miljø- og habitatkonsekvensvurderingen med faglig bistand fra et miljøkonsulentfirma. Arbejdet sættes i gang, så snart miljøkonsulentfirmaet er udpeget efter en åben udbudsproces.

Gennemførelsen af miljø- og habitatkonsekvensvurderingen forventes at vare 1½-2 år.

Formålet med en miljø- og habitatkonsekvensvurdering er bl.a., at den under inddragelse af offentligheden belyser og tager hensyn til projektets sandsynlige væsentlige indvirkning på naturen og miljøet, herunder de mennesker, der bor i nærheden af testcentret.

Lokalbefolkningen og offentligheden vil blive inddraget gennem borgermøder og få mulighed for at komme med input og ideer til de undersøgelser, der skal gennemføres, ligesom offentligheden vil have mulighed for at komme med kommentarer og input til resultatet af miljø- og habitatkonsekvensvurderingen.

Først når vurderingen af påvirkningen på det lokale miljø og den lokale natur foreligger, vil partierne bag aftalen kunne træffe beslutning om, hvorvidt udvidelsen og tilpasningen af Østerild Testcenter skal gennemføres. Gennemførelsen vil i givet fald skulle ske gennem vedtagelsen af en anlægslov for nye testfaciliteter.

Kort med foreløbige mølleplaceringer

Se kortet i højere opløsning her.

 

Tidligere målrettede screeninger 

Læs mere her om Plan- og Landdistriktsstyrelsens målrettede screeninger af i alt otte områder: notat her og bilag her

Læs mere her om baggrunden for screeningen og screeningsprocessen her

Læs By-, Land- og Kirkeministeriets pressemeddelelse af 13. december 2023 her.