På Testcenter Høvsøre er syv standpladser til test af op til 200 meter høje vindmøller, hvor internationale virksomheder sammen med DTU Vindenergi kan teste deres nye vindmøllekoncepter. Danmarks Tekniske Universitet (DTU) står for anlæg og drift af testcenteret.
Testcenteret tilbyder de bedste faciliteter til forskning, udvikling og afprøvning af nye prototyper af vindmøller, dvs. vindmøller der endnu ikke er sat i produktion. Adgang til tidssvarende testfaciliteter tæt på producenternes udviklingsafdelinger i Danmark betragtes som en væsentlig forudsætning for at øge branchens internationale konkurrencekraft. Det har stor betydning for fastholdelse af investeringer og arbejdspladser i vindmølleindustrien i Danmark.
Etablering og plan og –lovgrundlag for testcenteret
Testcenter Høvsøre blev etableret i 2002. Grundlaget for etableringen var et landsplandirektiv med tilhørende VVM-redegørelse for prøvestation for store vindmøller ved Høvsøre i Lemvig Kommune.
Folketinget vedtog den 29. maj 2018 lov om ændring af lov om et testcenter for store vindmøller ved Østerild (Udvidelse af vindmølletestcentrene ved Høvsøre og Østerild). Hermed blev reguleringen for Testcenter Høvsøre og Testcenter Østerild en del af samme lov, så de to testcentre i dag er reguleret i lov om testcentre for store vindmøller ved Høvsøre og Østerild (testcenterloven). Der henvises til lovbekendtgørelse nr. 1069 af 21. august 2018.
Lovændringen i 2018 omfattede en udvidelse af Testcenter Høvsøre fra fem til syv standpladser og en øgning af højden fra 165 meter til 200 meter. Som grundlag for lovændringen blev udarbejdet en miljøkonsekvensrapport med tilhørende bilag, der belyste de miljømæssige konsekvenser ved den foreslåede udvidelse af testcenteret ved Høvsøre. Forud for udarbejdelse af miljøkonsekvensrapporten blev afholdt en idéfase med Indkaldelse af ideer og forslag til miljøvurdering af tilpasning af Høvsøre Testcenter for vindmøller.
Tilpasning af Testcenter Høvsøre 2021-2023
Regeringen (Socialdemokratiet) har d. 15. december 2021 indgået aftale med et flertal af Folketingets partier, der igangsætter arbejdet med en tilpasning af Høvsøre Testcenter for at muliggøre afprøvning af højere prototypemøller. Læs mere om aftalen Gode rammevilkår for test af prototype- og serie 0- vindmøller.
Der gennemføres miljø- og habitatkonsekvensvurdering med henblik på at tilpasse Høvsøre Testcenter, idet der sigtes mod at nedlægge to af i alt syv standpladser for at skabe større afstand mellem de resterende pladser for at muliggøre, at der kan testes prototypemøller på op til 275 meters højde på de tilbageværende fem pladser.
Forud for udarbejdelse af miljø- og habitatkonsekvensvurdering blev afholdt en idéfase fra d. 7. februar til d. 7. marts 2022 med indkaldelse af ideer og forslag til miljøvurdering af tilpasning af Høvsøre Testcenter for vindmøller. Der blev udsendt nyhed og et idéoplæg og afholdt et borgermøde d. 22. februar i Bøvlingbjerg i Lemvig Kommune.
Miljø- og habitatkonsekvensvurderingen og udkast til forslag til lov om ændring af lov om testcentre for store vindmøller ved Høvsøre og Østerild (Mulighed for færre men højere vindmøller ved Testcenter Høvsøre) har været i offentlig høring til d. 17. august 2023.
Der blev afholdt et borgermøde d. 22. juni 2023 i Bøvlingbjerg i Lemvig Kommune.
Politisk aftale om tilpasning af Høvsøre Testcenter, september 2023
Aftalekredsen er blevet forelagt resultatet af miljø- og habitatkonsekvensvurdering af en tilpasning af Høvsøre Testcenter og er på den baggrund enige om at arbejde videre på tilpasningen med de nødvendige kompenserende foranstaltninger, herunder en udvidelse af Natura 2000-området på ca. 35 hektar og etablering af et nyt vådområde på ca. 12 hektar ved Indfjorden i Lemvig Kommune.
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance har d. 14. september indgået aftale 2023 om at åbne mulighed for at nedlægge to af i alt syv vindmøllestandpladser for at muliggøre test af møller på op til 275 meter på de fem resterende pladser.
Med den nye aftale er aftalepartierne også enige om en række kompenserende tiltag for naboer og lokalområdet ved Høvsøre Testcenter:
- Justering af eksisterende særlig overtagelsesordning, så flere beboelsesejendomme ved Høvsøre Testcenter omfattes, hvilket afspejler den øgede møllehøjde ved tilpasningen.
- At driftsherren, Danmarks Tekniske Universitet, vil arbejde for etablering af radarstyring af lysmarkering ved Høvsøre Testcenter for at mindske lysgener især om natten.
- At driftsherren, Danmarks Tekniske Universitet, giver støtte til en lokal forening til bevarelse af strandgård til kulturelle aktiviteter ved Høvsøre Testcenter.
- En testcenterbonusordning, hvor boliger inden for samme radius som den særlige overtagelsesordning på ca. 4,5 gange møllehøjden modtager en årlig skattefri bonus på 7.000 kr. Bonusordningen skal gælde for begge de nationale testcentre for store vindmøller ved henholdsvis Høvsøre og Østerild:
Du kan se nyhed fra Kirkeministeriets offentliggørelse her.
Læs aftalen her.
Lovforslag vedr. tilpasning af Testcenter Høvsøre er vedtaget, februar 2024
Den politiske aftale er udmøntet med L 87 Forslag til lov om ændring af lov om testcentre for store vindmøller ved Høvsøre og Østerild (Mulighed for færre, men højere vindmøller ved Testcenter Høvsøre).
Folketinget har d. 1. februar 2024 vedtaget lovforslaget, der muliggør en tilpasning af Testcenter Høvsøre til færre, men højere vindmøller.
Det vedtagne lovforslag kan findes på Folketingets hjemmeside sammen med alt øvrigt materiale om lovvedtagelsen. Her kan du også finde lovforslaget som fremsat, hvor der indgår de samlede bemærkninger til loven.
Lovforslaget træder i kraft d. 10. februar 2024.